
Tordenskjoldsgade 26
November 1878 til juli 1881
I november 1878 ser det endelig ud til, at Senius Bareisen får etableret sig som kunstdrejer (kunstdrejere producerede bl.a. paraplyer, stokke og piber). Familien Bareisen flytter efter kun et halvt år i Løngangsstræde ind i en af byens nye ejendomme, der blev opført i løbet af 1860’erne og 1870’erne på Orlogsværftets tidligere grund – Tordenskjoldsgade 26. Mere præcist i baghuset B, 1. sal.
Det er en stor lejlighed med hele fire værelser med vinduer til en årlig husleje på 180 kroner. De fire værelser bliver godt fyldt op. Allerede ved indflytningen er tjenestedrengen, der flyttede med ind i Istedgade et år tidligere, tilbage, som en af to lærlinge.
Og da folketællerne kommer forbi i februar 1880, bliver lejligheden beboet af Senius og Erika, deres fire døtre (Abelone, Hansine, Sophie og den endnu udøbte Inger), samt hele tre kunstdrejersvende på henholdsvis 31, 24 og 21 år. Og kort efter kommer den femte søster, Gertrud, til verden.
Familien bor her i næsten 3 år – frem til midten af juli 1881. Man kan gætte på, at Senius har haft sit værksted i tilknytning til lejligheden, om end der næppe har været plads til det i selve lejligheden, hvor der altså bor ti mennesker.
Værkstedet omfattede 6 drejebænke, en filebænk, en savmaskine, en slibesten og hele fire skabe med værktøj. Mon ikke værkstedet har været indrettet et sted i gården?
Er det mon et tegn på, at værkstedet alligevel ikke kører helt godt, at familien i juli 1881 flytter til en mindre og langt billigere lejlighed?
Dette billede af Tordenskjoldsgade i Kbhbilleder.dk stammer fra fotografen Johannes Hauerslevs samling på Københavns Museum. Han var aktiv fra 1887 til 1918. Billedet er taget fra Havnegade ned mod Kongens Nytorv. Den første ejendom på venstre hånd er nummer 34, så nummer 26 må ligge cirka ud for den anden vogn.