top of page
Pile Alle.jpg

Pile Allé 55

Fra 1908 til 1917

 

I løbet af 1908 flytter Lona og Fleron fra lejligheden på Frederiksberg Allé til Pile Allé 55. Det sker efter at Lona i efteråret 1907 har indstillet karrieren (om end hun kort genoptager den i 1909).

 

Lona har købt ejendommen tilbage i august 1902, samtidig med ejendommen på Frederiksberg Allé. Den er større, flottere og nyere – fra 1898. Derfor er der også indbygget vandklosetter (som Lona må sørge for at installere ved købet af ejendommen på Frederiksberg Allé 39).

Men Fleron og Lona sørger for at modernisere den yderligere inden indflytningen. Ud over installation af et nyt vandkloset, bliver der installeret et centralvarmeanlæg i kælderen, der kan opvarme stuelejligheden, ligesom der bliver lavet en lille madelevator fra køkkenet i kælderen til spisestuen. Måske er det også dem, der får installeret den angiveligt første dørtelefon i København.

 

Da en journalist fra Social-Demokraten i november 1908 kommer på besøg i lejligheden for at interviewe Fleron, bemærker han, at gadedøren er låst. I stedet hænger der en plakat, der ”viser, hvorledes man gennem et meget kompliceret system af ringeapparater og telefoner kommer i forbindelse med den, man vil besøge, og denne kan da ved et tryk på en elektrisk knap oppe i lejligheden lukke gadedøren op”

 

Hidtil har stuelejligheden været anvendt til skiftende beværtninger. Faktisk tilkalder Lona blot et par uger efter at have købt ejendommen kongens foged for at få den daværende værtshusholder sat på gaden for manglende huslejebetaling.

 

Der skal derfor noget ombygning til for at gøre lejligheden til beboelse i stedet. Bl.a. får Fleron og Lona opført en veranda, der stadig kan ses i dag. Man kan måske umiddelbart undre sig over, at de vælger stuelejligheden. Navnlig i betragtning af at Politikens journalist godt et år tidligere bemærkede, at gardinerne var nedrullede i lejligheden på Frederiksberg Allé, fordi Lona yndede at gå rundt uden tøj. Man skulle tro, at en højere beliggende lejlighed ville give lidt mere privatliv.

 

Men måske kan flytningen fra Frederiksberg Allé til Pile Allé forklares ved ønsket om at installere centralvarme i egen lejlighed. Varmekedlen skulle stå i kælderen, så derfor var stuelejligheden eneste mulighed. Ja, i og med kælder og stuelejlighed var bygget sammen, gav det helt andre pladsmuligheder, og i betragtning af at der hele tiden var en til to logerende tjenestepiger gav den ekstra plads gode muligheder.

 

Lona og Fleron var hyppigt på langvarige udlandsophold frem til udbruddet af 1. verdenskrig. Nærmest på datoen for krigsudbruddet – 1. august 1914 – køber parret en strandvilla i Ålsgårde. Beslutningen om købet må være truffet noget tid før. Har Fleron mon anet, hvilken vej tingene gik? Nu går turen til Nordsjælland i sommermånederne.

 

I vinteren 1916-17 fraflytter parret lejligheden på Pile Alle – og sælger siden ejendommen (modemagasinet Mimosa laver butik i lejligheden).

 

Postkortet (egen samling) med billede af Emil Stæhr fra omkring 1905 viser ejendommens hjørne med Lonas senere lejlighed i stueetagen. Verandaen er endnu ikke opført, til gengæld kan man se ophæng til markiser, der blev brugt af beværtningerne, der holdt til her.

bottom of page