
Løngangsstræde 35
April 1878 til november 1878
Det er lidt af en nomadetilværelse, familien Bareisen fører i København. Fra Skindergade 1876 til Farvergade, fra Farvergade ud på den anden side af Skydebanen til Istedgade i november 1877 – og tilbage til det brogede kvarter omkring Vartov i den indre by, nærmere bestemt Løngangsstræde 35 i maj 1878.
Er det for at slippe væk fra Istedgade? Eller fordi den nyetablerede forretning ikke går? Hvor mandtallet fra Istedgade viser, at der bor to svende og en tjenestedreng hos familien, er der hverken opført svende eller tyende i mandtallet fra Løngangsstræde. Har det været økonomisk trængte tider?
Et par måneder efter flytningen til Løngangsstræde bliver den fjerde søster, Inger, født. Kan det mon have spillet ind.
I hvert fald bliver opholdet i Løngangsstræde kun kortvarigt. Et halvt år – inden turen går videre.
Ejendommen, hvor familien Bareisen flyttede ind i stueetagen, findes ikke længere – men kan lige anes på dette foto, taget fra Rådhuset med et kig ned gennem Løngangsstræd af Ernst Nyrop Larsen i 1909 (godt 30 år efter søstrene boede her). Det er den tredje ejendom på højre hånd.
Foto Kbhbilleder,dk, Københavns Museum, Rådhusforvalterens Samling.